Logo
Bookingside
Logo
Bookingside
Teddy og Simon

Formand og/eller centerleder:

Nyhedsproteiner

September 2026

TRÆNINGSRELATERET

Ny maskine

Mange fulgte opfordringen til at foreslå nye maskiner - flest efterspurgte Selection 700 Dual Abductor/Adductor til bentræning.

”Vi har ikke noget tilsvarende i dag, så den kommer til efteråret,” fortæller Simon.

”Og så forsvinder den ene af vores to ens triceps-maskiner.”

Alle ønsker og idéer bliver gemt, og bestyrelsen tager i øvrigt altid gerne imod nye ønsker og idéer m.m.

Træningssalen

Robert, Lars og Teddy ser på en optimering af pladsen i træningssalen ved at omrokere og/eller samle maskinerne

- og måske reducere den ubrugte plads i cirklen, uden at det går ud over funktionen.

Der er installeret ekstra lyssensor ved trappemaskiner og løbebånd, så du ikke længere risikerer mørke (svede)ture på maskinerne i hjørnet.

Dødløft SKAL foregå på plateauet - for at beskytte gulv og gulvvarme.

Området udvides nu og gøres mere anvendeligt.

Der bliver sat en ekstra infoskærm (magen til den nuværende) op i træningssalen.

Teddy deltager på to weekendkurser ved DGI for at blive fitness instruktør.

Derefter kan både han og Robert hjælpe alle med råd og vejledning i den daglige træning og lave træningsplaner.

Robert har ikke længere en fast ugentlig mødetid og skifter fremover jævnligt rundt på træffetidspunkter/-dage.

Tre nye hold-instruktører har uopfordret tilbudt sig.

Kathrine er uddannet jumping-instruktør og er allerede i gang - tjek det ud på vores bookingside, som du nemmest kommer til med hmcbook.dk.

Sarah og Bibi følger efter på andre hold om ikke så længe.

Er det noget for dig at give en hånd med som instruktør på hold eller instruktør/vejleder i den daglige træning og brug af maskiner m.m. - så tag en snak med Teddy eller send en mail til hmc8543@gmail.com.

Og så er du i øvrigt altid meget velkommen til at byde ind på at hjælpe til med de forskellige opgaver i centret - og/eller måske starte noget nyt.

Foreningsfest 3. oktober kl. 12-18

Der er ingen tilmelding - bare kom.

På græsset over mod vaskehallen sættes telte op.

Familie og venner er meget velkomne til at kigge/hygge/lege med

- og kaste sig ud i græskarskæring, stærkmandsprøve med hammer og klokke, sømslag og rodeotyr inde i caféen + købe løs af pastasalat, grillpølser og drikkevarer.

Der sælges desuden kage og slushice, hvor indtægten går til knæk cancer, og hvor det er tilladt at betale 50 kroner (eller mere) for kagen.

Træningssalen er denne dag åben som normalt - dog kun træning for medlemmer og betalende gæster.

Simon:

"Bestyrelsen greb opfordringen fra et par medlemmer til at lave en fest.

Vi har ikke drejebogen til den gode fest men er nødt til at forsøge os med noget for at skyde os ind på retningen.

Vi hører meget gerne din mening om det og håber, at flere af jer har lyst til at være med til at lave dette her - og/eller måske har idéer forslag om noget helt andet.

Bestyrelsen kan ikke lave en fest alene, og målet må være at finde frem til den model, hvor alle (flest muligt) tænker, at det her vil vi.

Skriv dig meget gerne på som hjælper - sedler ligger på disken ved indgangen."

Seminar for bestyrelsen

Bestyrelsen og Teddy har afsat en dag i september, hvor man i samarbejde med DGI blandt andet ser på forretningsplan, mission og vision for foreningen.

Bestyrelsen har allerede i den forløbne periode arbejdet med at lave opgave- og arbejdsplaner m.m. for at skabe bedre overblik

- og gøre det nemmere og mere overskueligt for nye bestyrelsesmedlemmer.

Dette kan der måske bygges mere på, og dagen kommer også til at handle om at sikre gennemskuelighed og optimere betingelserne for både den siddende og for kommende bestyrelser.

”Vi skal også snakke fremtid, og hvordan vi bedst muligt forbereder os til de kommende år,” fortæller Simon.

”Vi skal ikke ændre det, der fungerer, men skal samtidig også følge med og arbejde for at give medlemmerne det bedst mulige - ud fra mulighedernes rammer.”

Styrkende nyhedsproteiner

Bestyrelsen har som mål at være tæt på medlemmerne

- så ingen tænker ”dem og os”, men vi alle tænker ”VI” i vores forening.

Blandt andet derfor deler Simon og/eller Teddy med mellemrum ud af styrkende nyhedsproteiner.

Foreningen Hornslet Motionscenter

- fitness for alle aldre

Dalgårdsparken 3 (ved Rema 1000)

8543 Hornslet

hmc8543@gmail.com

Åbningstid

Alle dage kl. 5-22

Jule- og nytårsaften lukkes kl. 16

Ved lukketid skal alle

have forladt centret

Bemandet åbningstid

Mandag, tirsdag og onsdag

kl. 16-18

(dog ikke på helligdage)

og efter aftale via mail

CVR: 13476683