Logo
Bookingside
Logo
Bookingside
Maria Møller Sørensen

Angst: Uindbudt "træningsven" får kamp til stregen

Med regelmæssig træning i Hornslet Motionscenter er medicinforbruget halveret

Mogens Greve

Opvokset i en helt almindelig familie med en hel almindelig barndom sammen med tre helt almindelige brødre mærkede Maria Møller Sørensen i 13-års alderen de første tegn på den sygdom, der har fulgt hende lige siden.

Psykiske lidelser betyder, at hun fra sit 23. år måtte skrive førtidspensionist på CV’et.

En nitte i genpuljen

"Der er ingen forklaring på, hvorfor angst og depression m.m. ramte lige netop mig," siger nu 43-årige Maria Møller Sørensen fra Hornslet.

"Jeg havde en super barndom, og intet i familien indikerede, at de psykiske lidelser skulle ramme mig. Jeg har måske bare trukket en nitte i genpuljen."

Maria Møller Sørensen er født og opvokset i Balle og gik på Hårup Skole.

For næsten 20 år siden flyttede hun med sin samlever og sine to sønner – 3-årig samt nyfødt – fra en lejlighed i Aarhus til Hornslet.

"Vi ville gerne lidt tættere på mine forældre og drømte også om en lille have."

To af hendes tre brødre bor også i Hornslet.

Også god træning at være frivillig

"Efter nogle år startede jeg i Hornslet Motionscenter, der dengang lå ved hallen."

Motionscentrets da- og nuværende formand, Kim Thomsen, var hurtig til at foreslå en tjans som instruktør for nye medlemmer.

"Jeg tænkte lidt over det – og at det måske kunne være godt for mig også at bruge det som god træning i at have kontakt med andre. Så jeg sagde ja – og kom på DGI kursus".

Efter flytningen til det nye motionscenter ved Rema 1000 i 2016 har Maria Møller Sørensen ikke været instruktør.

Men hun havde lukkevagter frem til afskaffelsen af dem for ikke så længe siden.

"Nu hjælper jeg med at rydde op og tømme skraldeposer når jeg alligevel træner – og føler mig derfor ikke så bundet af det. Jeg vil jo gerne give noget igen til foreningen."

Fordom om fordomme

"Jeg sagde ja til at fortælle om min sygdom, da jeg nogle gange føler, at mange har fordomme om førtidspensionister. Samtidig er jeg også klar over, at det måske mest skyldes min egen fordom, at jeg føler det sådan."

Maria Møller Sørensen træner i snit 5-6 gange om ugen á cirka 1½ time.

"Efter et angstanfald for en del år siden, skulle jeg fortælle en veninde, der også trænede, hvordan det føltes. Jeg kom til at tænke på, at der var visse lighedspunkter med hård konditionstræning. Du har maks puls, sveder og kører på, mens du bliver mere og mere udmattet."

Sved og kolde gys

Mens der altid havde stået styrketræning på programmet, blev de nye tanker vekslet til mere systematisk konditionstræning.

"På dage med mere angst, kører jeg hårdere på end ellers. Nogle gange bliver det til to gange træning på en dag. Det er helt klart på grund af træningen, jeg har halveret medicinforbruget."

Maria Møller Sørensen er også ivrig vinterbader i Nappedam.

"Høj puls, hjertebanken og åndenød er selvskabt ved både pludseligt koldt vand og hård konditionstræning. At være i det på den gode måde og føle roen og velværet bagefter, gør dig i stand til lidt nemmere at komme over et angstanfald."

Mens dårlige perioder tidligere kunne være lange, handler det i dag "kun" om dage.

Du er din egen

I rollen som førtidspensionist møder samfundet dig hverken med krav eller forventninger.

Du er din egen, og Maria Møller Sørensen arbejder med sin egen "forventning" til sig selv.

"At være i et lokale med mange mennesker er i sig selv en udfordring, så for mig handler træningen i motionsforeningen også om mental træning. Du er nødt til at presse dig selv, uanset at det er ubehageligt, og at det nemmeste er at undgå andre."

Nogle gange foregår træningen med AirPods i ørerne.

"Jeg ved godt, at det kan signalere "lukkethed" – uden at det dog er meningen. Jeg snakker gerne om både træning, angst og alt muligt andet."

Hornslet Motionscenter

- fitness for alle aldre

Dalgårdsparken 3, 8543 Hornslet

hmc8543@gmail.com

Åbningstider

Hverdage kl. 5-22

Lørdage kl. 6-18

Søndage kl. 6-22

Jule- og nytårsaften lukkes kl. 16

Ved lukketid skal alle

have forladt centret

Bemandet åbningstid

Mandag, tirsdag og onsdag

kl. 16-18

Torsdag kl. 15-16.45

(kun efter aftale via mail)

CVR: 13476683