Logo
Bookingside
Logo
Bookingside
Lis Bildsøe Virlev

90 procent chance for at Lis er med i snakken

74-årige Lis Bildsøe Virlev er både et kendt ansigt og en kendt stemme i Hornslet Motionscenter

Af Mogens Greve

2022

Uanset hvor koncentreret du end er om din træning, skal du ikke være længe i motionscentret, før du ved, hvornår Lis også er der.

Både når hun selv træner, og når hun suser rundt og hjælper andre med træningen og holder stedet pænt og ordenligt, foregår det oftest "med lyd på".

Lis er med, hvor det sker – og hvor der snakkes.

Kan lige så godt selv

"Mandag, onsdag og fredag er jeg instruktør i formiddagstimerne," fortæller Lis.

"Tirsdag eftermiddag er jeg også instruktør for cirkeltræningen, og onsdag eftermiddag sidder jeg ved kassen."

Gratis kaffe til medlemmerne betyder mange krus i opvasken, og den klarer Lis – og fylder rundt om op med servietter og toiletpapir, fylder spritflasker og tjekker rum m.m.

"Hvis andre skulle gøre det, ville jeg alligevel hele tiden gå og tjekke op på det. Og så kan jeg jo lige så godt selv stå for det."

De tre hverdage i centret får Lis også selv trænet hele kroppen igennem.

"Nogle gange træner jeg også om søndagen."

På cykel og i bil

Indtil for tre år siden havde Lis ikke bil.

"Siden 50-års alderen har jeg cyklet meget, og i 15 år cyklede jeg til alt. Men i vinter var jeg doven, for jeg vil sgi da have lov til at bruge bilen, når jeg nu har fået den."

Sammen med 5-6 damer stod der tirsdag, torsdag og søndag 40-60 km cykelture på programmet i flere år.

På de sjældnere ture alene var der nogle gange pitstop ved bekendte i Mørke – og i Risskov ved den ene af to sønner.

"Min anden søn bor i Valby og skal giftes til sommer."

Til stavgang på cykel

Helst cykler Lis sammen med andre på cirka samme alder, men lige nu er der ingen.

"Cyklen er klar, hvis muligheden byder sig."

Om hun igen kan listes med på turen Aarhus – København … - hmm, du kan jo prøve.

Når stavgængerne torsdag kl. 9.30 starter ud fra p-pladsen ved Loop, er det dog stadig oftest cyklen, der transporterer Lis dertil.

"Vi går 6-8 km, og én gang om måneden er vi ude af byen for at gå. Næste gang skal vi til Fåborg – og hvert år er vi i Tyskland i uge 38."

Teater og festival

Da Rosenholm Amatørteater eksisterede, var Lis med på de skrå brædder som både instruktør og skuespiller.

"Jeg var også instruktør i Rodskov, men til sidst var det bare umuligt at finde folk til at gå på scenen."

I efterlønstiden hjalp Lis i fem år til i madboden ved Rosenholm Festival – og besøgte sponsorer for at samle penge ind.

Masser af skiture

26 forskellige skidestinationer har hun besøgt - nogle af dem mere end én gang.

"Jeg har også lavet alle sangene i Hornslet Skiklubs sanghæfte."

På turene med skiklubben prøvede hun at stå for picnic til 52 mennesker.

"Det var altså lidt af en opgave både at skulle sørge for mad til så mange og få det "organiseret" op med liften. Samtidig skulle jeg jo også selv på ski – og stå for underholdningen om aftenen."

Mødet med motionscentret

Mens motionscentret havde til huse i Hornslets tidligere apotek på Tingvej, fik skiklubben i 1994 et favorabelt tilbud på to ugentlige træninger i centret.

Lis var en af dem, der slog til.

"Da motionscentret flyttede til Hornslet Hallen, kom jeg som frivillig med i noget af det praktiske og begyndte at passe kassen m.m. - og har været med siden."

Hjem til Lis

Flere af de unge, som Lis i tidens løb har kendt gennem motionscentret, vender nu "hjem" til Lis og det nuværende center ved REMA 1000.

Efter en tid i Aarhus køber de hus i Hornslet – og melder sig igen ind i foreningen.

"Det er rigtig sjovt - både med gensynene og med de nye tilflyttere, der også finder vej til centret."

Aldrig i tvivl

Lis har aldrig været i tvivl om, at motionscentret skulle være fritidshobbyen.

"Ikke mindst snakken med medlemmer i alle aldre er med til at holde mig ung."

Da hun stoppede på arbejdsmarkedet, snuppede hun lige et 40-timers instruktørkursus ved DGI for at klæde sig selv bedre på.

Computeren har Lis også styr på.

Hun guider ubesværet 50 år yngre gennem centrets digitale tilmeldingsprocedure.

Arbejdslivet

I arbejdslivet var Lis i mange år frisør i Aarhus – og senere et par år i Rønde.

"Jeg kunne ikke få de timer, jeg gerne ville i Rønde. Samtidig mærkede jeg også, at kundernes krav til krøller m.m. begyndte at irritere."

Som 46-årig skiftede Lis derfor levevej – og blev pædagog ved PGU i Hornslet.

"Lederen prioriterede praktisk erfaring frem for pædagogisk uddannelse."

Der var seks lokale bosteder for de unge.

"Jeg gik fra at arbejde i salon kl. 9-17 til at køre til stranden og få penge for det + rejse med beboerne til Spanien og tage på skiture med dem."

Stadig svært at sidde stille

Efter 16 år hed det efterløn.

"Men samtidig arbejdede jeg fortsat næsten fuldtids ved PGU. Når der i dag kommer unge PGU’ere i motionscentret, holder jeg nok lidt ekstra øje med dem og tager gerne en snak."

Og udover det, står der ellers gerne hygge på programmet.

"Jeg har aldrig rigtig haft tid til at sidde stille med noget, og sådan er det vist stadig. Men der skal dog også være tid til mit lille hus med den hyggelige terrasse."

Hornslet Motionscenter

- fitness for alle aldre

Dalgårdsparken 3, 8543 Hornslet

hmc8543@gmail.com

Åbningstider

Hverdage kl. 5-22

Lørdage kl. 6-18

Søndage kl. 6-22

Jule- og nytårsaften lukkes kl. 16

Ved lukketid skal alle

have forladt centret

Bemandet åbningstid

Mandag, tirsdag og onsdag

kl. 16-18

Torsdag kl. 15-16.45

(kun efter aftale via mail)

CVR: 13476683