
NY I DANMARK
NY INSTRUKTØR
NYT HOLD
Bibi lover FUN med fut i
Af Mogens Greve
September 2026
56-årige Bibi hedder ”rigtigt” Brigitte.
For 3½ år siden boede hun I Gatineau i det sydvestlige Quebec i Canada, nød pensionisttilværelsen og kendte intet til Hornslet.
I dag bor hun i Hornslet, snakker dansk, er dansk gift - og træner i Hornslet Motionscenter.
Din nye instruktør
Du er virkelig heldig, hvis du er du til sjov motion med glimt i øjet og for alle aldre på alle niveauer
- og har plads i din kalender
onsdag formiddage kl. 10-11,
Fra og med 7. oktober kan du nemlig give holdet ”Full Body FUN” plads i din kalender.
At FUN indgår i betegnelsen for Bibi’s hold er ikke bare for sjov …
- for det bliver ret sjovt, siger Bibi fuld af energi og gåpåmod.
”Jeg har ingen instruktøruddannelse, så selvfølgelig er jeg lidt nervøs,” siger hun.
”Men jeg vil gøre mit til, at det bliver både hyggeligt og sjovt.”
Den ultra korte beskrivelse af holdet er bevægelse med styrke.
”Med udgangspunkt i det eksisterende laver vi øvelserne på min måde - i dit tempo. Og jeg LOVER at tage de hensyn, der giver plads til alle.”
Bibi fra Canada
”Mens min mand stadig arbejder, har jeg masser af fritid, er nok lidt hyperaktiv og træner i centret næsten hver dag. Så hvorfor ikke også være instruktør,” siger hun.
Hun overvejer at tage et trx-kursus sidst på året for også at starte sådan et hold.
”Mens det ikke er særlig hårdt at lære at snakke dansk, kan det være svært at huske enkeltord, som jeg egentlig godt kender. Jeg gør mit bedste på dansk, og der må gerne grines, når jeg har brug for hjælp til et ord eller to.”
Bibi elsker at lytte til andres fortællinger og fortæller gerne selv.
Og et tip: Fortæller du noget på fransk, gør det ikke Bibi's lyttelyst mindre.
”Og altså … - jeg er en canadisk pensionist, der for 3½ år flyttede fra min datter, børnebørnene, den øvrige familie, vennerne og den vante dagligdag - efter at have mødt kærligheden,” fortæller Bibi.
”Jeg har gået på sprogskole i Rønde og Hornslet og været frivillig på Rosenholm Slot - og er frivillig i Kirkens Korshærs butik her i byen.”
Hendes mand var medlem i motionscentret tre måneder uden at træne én eneste gang - og foretrækker løbeturene.
”Han løber som en gepard - og jeg som en skildpadde. Til gengæld træner jeg så næsten dagligt i centret.”
Også veltrimmet dengang

I Canada blev det også til masser af træning.
Så meget, at det førte til deltagelse i fitness-/bodybuilderkonkurrencer.
”Da jeg var ung og frisk, vandt jeg som 21-årig i min hjemby, Gatineau (i provinsen Quebec), og kvalificerede mig til Quebec-mesterskabet, hvor jeg blev nr. 3.”
Bedriften skal ses i lyset af, at der i Quebec bor et par millioner flere mennesker end i Danmark.
Canada - Camino - Danmark
”I 2022 gik jeg caminoen (Camino Frances 767 km). Mens jeg på 3. dagen gik alene, kom der en mand, der snakkede og snakkede og bare blev ved med at snakke, selv om jeg ville gå alene. Vi kom til et sted, hvor jeg satte mig ved en, jeg havde hilst på den første dag. Den snakkende danske mand kom hen til os og satte sig også. I dag er jeg gift med ham.”
Efter gåturen besluttede de to sig for fire dage i Madrid for også at snakke om, hvor vidt det var det - eller om de skulle ses igen.
”Vi tog begge hjem for at tænke over det. Efter et par dage skrev jeg, at jeg kom og besøgte ham til oktober. Et par uger senere skrev han, at der var for længe til oktober, og at han kom til mig i august. Og det gjorde han så.”
I oktober var Bibi på genvisit i Danmark.
”Jeg forelskede mig hurtigt i Danmark, selv om det godt nok var langt hjemmefra.”
Og så tog livet ellers en kæmpe kolbøtte.
Livet i Canada havde blandt andet budt på stor familie med syv børn - og et arbejdsliv med 30 år som supervisor på casino.
”Jeg var vant til mange mennesker både privat og på arbejde og sagde til mor, at jeg ville have ét barn mere end hende.”
Sådan gik det ikke, og Bibi har ”kun” en datter og to børnebørn.
”Jeg savner dem virkelig og må til Canada mindst to gange om året.”
Begge forældrene er døde.
”Og sidste år mistede jeg min storebror - men har jo stadig mine fem andre søskende.”

Gåturen er slut - Bibi foran katedralen i Santiago de Compostela.
To gange vinter-OL
Ud over det danske sprog skal Bibi også lære Danmark, menneskene, traditionerne og meget andet at kende.
”Mens alt i Canada var rutine, er meget dansk anderledes. Også menneskene er anderledes - og nok lidt mere reserverede.”
Noget der også er anderledes er klimaet.
Bibi kommer aldrig til at opleve afvikling af et vinter-OL i Danmark, mens der i Canada var vinter-OL i både 1988 og 2010.
I 1988 blev der tændt én fakkel med olympisk ild, som blev båret rundt i Canada.
”Jeg vandt en konkurrence, hvor præmien var at løbe én km med faklen.”
I 2010 vandt Bibi igen en konkurrence - og skulle igen hjælpe ilden rundt.
”Denne gang var det mindre end én km, og det var ikke samme fakkel, der blev båret på hele turen. Den ene fakkel blev brugt til at tænde den næste med, og jeg har stadig min fakkel.”
Og så er det i øvrigt snowboardet, Bibi har brug flest timer med i sneen.

Bibi på vej med sin OL-fakkel - med den olympiske ild.
