Logo
Bookingside
Logo
Bookingside
Bente og Bent Fisker i Hornslet Motionscenter

Jens og Peter fra Hornslet har været gift i 110 år

Jens Kjeldsen og Peter Henriksen deler mange timer med hinanden i motionscenter og mandegruppe - og endnu flere med hver sin hustru

1. januar 2026

Mogens Greve

Jens rundede torsdag 20. november 82 år, og samme dag fejrede han og Kirsten diamantbryllup med hilsner fra blandt andet Michael og Frederik (borgmester og konge).

Den efterfølgende søndag havde parret inviteret til middag på Den Gamle Kro i Hornslet.

Først Jens

Nogle dage senere, efter træningen i Hornslet Motionscenter, fortalte Jens i omklædningsrummet om den store dag.

Han indvilgede i en tur mere til træningssalen for at blive fotograferet til en lille omtale.

”Kan jeg ikke også komme med på billedet,” lød det i salen fra Peter, der stadig ikke var helt færdig med dagens træning og havde overskud til at lytte med.

”Jeg har lige haft guldbryllup”.

Og det betød så en artikel x 2 … - men først Jens.

Jens i Hornslet Motionscenter

Fotoet viser, at Jens Kjeldsen trods alt ikke snakker altid.

Til Hornslet i 1980

”Peter og jeg mødes jævnligt til træning,” fortæller Jens, da han og jeg sidder ved bordet i motionscentrets café.

”Og en gang om måneden er vi sammen i ”Herreværelset” - en mandegruppe under Ældre Sagen med 12 medlemmer, der mødes i Hornslet Hallen eller på Rosengården. Og den anden tirsdag i januar er der julefrokost i hallen.”

Jens og Kirsten kommer fra Hobroegnen og flyttede i 1980 ind i et nybygget hus på Stejlbjerg i Hornslet.

Motionscentret afløste skoven

”Fra 1970 og frem til pensioneringen i 2009 var jeg skovarbejder i Sophie-Amaliegård Skov. Og da jeg stoppede i skoven, måtte jeg finde en ny fysisk aktivitet.”

Valget faldt på Hornslet Motionscenter, der dengang havde til huse i Hornslet Hallen.

”Jeg kom med i en pensionistordning, der krævede, at jeg startede inden kl. 12, og den ordning flyttede med mig her til det nye center.”

Således har Jens aldrig prøvet at træne i en sen eftermiddagstime og aldrig oplevet den noget større trængsel, der nogle gange er på det tidspunkt.

Snakketøjet motioneres også

De som kender Jens vil vide, at snak og træning hænger uadskilleligt sammen som Farvel Dunk og 3. halvleg.

”Det er godt at vedligeholde musklerne og få pulsen lidt op. Hvis jeg ikke snakker, tager det 50 minutter (hvilket aldrig sker), og ellers kan det godt løbe op i halvanden time.”

”Jeg spillede én håndboldkamp i Hornslet. Men da målmanden hele tiden greb mine ”hårde” skud, købte jeg i stedet for et stueorgel af naboen.”

I sommerperioden bliver der også trillet petanque-kugler ved hallen, og desuden spiller Kirsten golf.

”Jeg har spillet golf cirka fire timer og tror, det bliver ved det.”

Fra håndbold til stueorgel

En håndboldkamp i de yngre år betød et farvel til menisken, og senere er det blevet til to nye hofter.

”Jeg spillede én håndboldkamp i Hornslet. Men da målmanden hele tiden greb mine ”hårde” skud, købte jeg i stedet for et stueorgel af naboen.”

Det var en 78’er model til 27.000 kroner.

”Jeg vidste intet om noder eller om at spille, så det måtte jeg have lært.”

Naboen kom med nogle fif, og Jens havde nogle hæfter med becifringer, og så kørte det.

”Spilleriet er en af de få ting, jeg er blevet bedre til på mine ældre dage. Da jeg fyldte 75 år, fik jeg et nyere stueorgel.”

Peter i Hornslet Motionscenter

Peter Henriksen i færd med at styrke bentøjet.

Peters tur

Peter havde nu også slået sig ned ved bordet i caféen, og da Jens var nødt til lige at trække vejret, greb Peter muligheden for at sige noget.

Han og Helle fejrede 6/9 guldbryllup på Marienlyst sammen med børnene - og fodboldlandsholdet.

”Ud over at Jens og jeg ofte mødes her i centret, er vi også sammen i mandegruppen ”Herreværelset”.

Gruppen har blandt andet været på besøg i Sydbank.

”Lige efter besøget steg aktien 30 procent.”

Fodbold og fodbolddommer

Helle og Peter Henriksen flyttede i 1984 fra Aarhus til Hornslet.

I 2009 fejrede de hver især 25-års jubilæum i Sydbank - og sammen 25 år i huset i Ellekærparken.

Helle var i 15 år filialchef i Sydbank Hornslet.

”Jeg sluttede bankkarrieren af med at vurdere en masse huse - blandt andet på Djursland.”

I 30 år spillede Peter fodbold i Christiansbjerg IF.

”I 1981 og frem til 1995 skiftede jeg spillerkarrieren ud med dommerkarrieren rundt på fodboldbanerne.”

Da dommerkarrieren blev lagt på hylden, var Helle meget enig i, at det var en god idé at prioritere motion.

”I hvert fald fem gange om ugen går vi ture - ofte i Rosenholm Skov. Vi møder sjældent nogen, selv om mange flere burde komme ud.”

Peters slidgigt i hofter og knæ var/er også med, og på et tidspunkt afslørede en kikkertundersøgelse desuden, at forreste korsbånd i et knæ var væk.

Med tiden stødte desuden gode råd fra ”fyssen” + træning i Hornslet Motionscenter til.

”For fire år siden sagde de i Silkeborg, at jeg godt kunne få en ny hofte.”

Men da det på grund af træningen ikke længere gjorde ondt, er hverken knæ eller hofte endnu blevet skiftet.

”Jeg vil gerne på et tidligere tidspunkt have vidst mere om træningens betydning og kan nærmest ikke anbefale det nok til andre at få gang i træningen.”

Havde jeg bare vidst …

”Jeg vil gerne på et tidligere tidspunkt have vidst mere om træningens betydning og kan nærmest ikke anbefale det nok til andre at få gang i træningen.”

Tidligere gik Helle også i centret - men måtte stoppe på grund af rygproblemer.

”Hjemme laver vi rygøvelser dagligt, for også her gælder, at kontinuiteten bare er så vigtig."

Det kan også lige nævnes, at Peter er formand for seniorklubben i Sydbank Aarhus

- og på trods af sin gode form i dag var lidt mærket af gårsdagens julefrokost i Aarhus sammen med 45 seniorklub-medlemmer, heraf flere fra Hornslet.

”Nå men jeg må smutte. Konen venter med frokosten, og jeg skal først over i REMA og handle - og skulle faktisk have været hjemme nu.”

Hornslet Motionscenter

- fitness for alle aldre

Dalgårdsparken 3, 8543 Hornslet

hmc8543@gmail.com

Åbningstider

Hverdage kl. 5-22

Lørdage kl. 6-18

Søndage kl. 6-22

Jule- og nytårsaften lukkes kl. 16

Ved lukketid skal alle

have forladt centret

Bemandet åbningstid

Mandag, tirsdag og onsdag

kl. 16-18

Torsdag kl. 15-16.45

(kun efter aftale via mail)

CVR: 13476683